Hvad er von Willebrand's sygdom?


 

Von Willebrand's sygdom (vWD) er en fælles, normalt

mild, arvet blødersygdom hos mennesker og hunde. Den

er forårsaget af mangel på von Willebrand faktor (vWF),

som spiller en væsentlig rolle i forbindelse med

blodpropper proces.

Kroppen reagerer normalt på en skade og, forårsager

blødning gennem et kompleks forsvarssystem. Denne

består af lokale ændringer i det beskadigede blodkar,

aktivering af blodlegemer kaldes blodplader, og

koagulering proces. En reduktion i von Willebrand faktor

fører til unormal trombocyttal funktion og langvarige

blødninger. Påvirkede hunde har tilbøjelighed til

blødnings episoder såsom næseblod, og generelt oplever

øget blødning ved skader eller kirurgisk procedurer.

 

Tre former af sygdommen, er baseret på vWF

koncentration og funktion.Hunde med type I vWD (langt

den mest almindelige) har let til moderat blødning

symptomer, afhængigt af vWF. Den langt sjældnere type II

og III vWD forårsager alvorlige blødnings lidelser.


Hvordan er von Willebrand's sygdom arvet?

Den mest udbredte form (type I vWD) menes at være en

autosomal træk med ufuldstændig dominans. Det betyder

at afkom arvesygdommen, hvis begge forældre bærer

genet, men ikke alle hvalpene vil blive berørt i samme

omfang.Hunde med type I-sygdom har reduceret men

målbare niveauer af van Willebrand faktor(1 til 60). Dyr,

der arver genet for type I vWD fra begge forældre

(homozygotes) dø før fødslen eller kort derefter.

Type II vWD er meget sjældne. Det er en autosomal recessive træk.

Type III vWD er forholdsvis sjældne. Denne form er

autosomal recessiv. Dyr er kun berørt, hvis de arver det

syge gen fra begge forældre, der er raske bærer af genet.

Påvirket hunde har nul niveauer af vWF, mens syge

forældre har 15 til 60 procent af det normale niveau.

 

Blødning abnormaliteter er svær hos hunde med type II og

III von Willebrand's sygdom.


Hvilke racer er ramt af von Willebrand's sygdom?

Type I vWD: Dette er langt den mest almindelige form.

Genet for den tilstand er meget udbredt i Dobermann

racen, og er ligeledes forholdsvis almindeligt i den skotske

terrier og Shetland sheepdog. Der er en øget risiko for

sygdommen i Golden Retriever, standard og miniature

puddel, walisisk Pembroke corgi, miniature Schnauzer,

Basset Hound, tysk hyrde, Rottweiler, Manchester terrier,

Keeshond, og standard og miniature Gravhund. Denne

sygdom opstår i de fleste andre racer og i blandet race

hunde også.

Type III vWD: sjælden, opstår i den skotske terrier,

Shetland sheepdog, og meget sporadisk i Chesapeake Bay

Retriever

 

Type II: ekstremt sjældne, tysk kort hår pointer


Hvad betyder von Willebrand's sygdom for din hund & dig?

Selv om mange hunde er ramt af vWD, har kun en lille del

alvorlige problemer. Hund med vWD er tilbøjelige til at

næse bløde, blødning fra tandkødet, og langvarig blødning

under løbetid eller efter fødsel. Der kan være forlænget

blødning fra navlestrengen ved fødslen, eller når hunden

skifter sin hvalpe tænder. Overdreven blødning efter

operation eller skader er fælles, og kan være det første

tegn på denne lidelse. Du kan se blod i din hundes urin

eller afføring.

 

De fleste hunde med vWD kan føre et normalt liv, med

lejlighedsvis blødnings episoder, der kan gå ubemærket

hen, eller kan behandles på passende vis. Andre

sygdomme, eller fysiske eller følelsesmæssige stress kan

forværre blødnings episoden. Ved de ramte hunde, er det

bedst at konsultere dyrlægen før brug af nogen former for

medicin.Stoffer som aspirin for eksempel ændre funktion

af trombocytter, og bør undgås hos hunde med blødning

lidelser.


Hvordan er von Willebrand's sygdom diagnosticeret?

Fordi sværhedsgraden af blødningen med von

Willebrand's sygdom er meget varierende, er sygdommen

oftest ikke diagnosticeret indtil hunden er 3 til 5 år

gamle.Din Dyrlægen kan mistænkte vWD grundet en

episode af abnorme blødninger i din hund, såsom

uforklarlige næseblod, eller der kan være svær blødning

under operation. Dødfødte eller hvalpe, der dør kort efter

fødslen ( "fading hvalpe'') kan være et resultat af begge

forældre er bærere af genet for von Willebrand's sygdom.

 

Der findes specialiserede tests til rådighed til at foretage

diagnosticering af von Willebrand's sygdom.Den ene er en

genetisk test og andre foranstaltninger blodniveauer af

von Willebrand faktor.


Hvordan kan von Willebrand's sygdom behandles?

Din dyrlæge vil diskutere det med dig, når diagnosen er

foretaget.

Du vil sandsynligvis være i stand til at kontrollere milde

blødninger selv ved at anvende længerevarende

pres.Under andre omstændigheder,

veterinærbehandlinger såsom opration eller suturer kan

være påkrævet. Alvorlig blødning episoder behandles ved

at administrere en kilde til von Willebrand faktor gennem

en transfusion.Hvis din hund kræver kirurgi, kan din

dyrlæge anbefale en transfusion pre-operatively som en

sikkerhedsforanstaltning, afhængig af sværhedsgraden af

blødningen uroligheder, og typen af kirurgi.

 


Skjoldbruskkirtel kosttilskud kan hjælpe til at kontrollere

blødning, hvis din dyrlæge vurderer, at din hund har

hypothyroid.


Genetisk rådgivning

De træk for von Willebrand's sygdommen er udbredt, især

i Dobermannen men også i flere andre racer. En nøjagtig

genetisk test er udviklet til Dobermannen, skotsk terrier,

Shetland sheepdog, Manchester terrier, puddelhund, og

Pembroke Welsh corgi. Testen kan identificere hunde med

vWD, hunde, som er bærere eller hunde, der ikke er.

I racer, hvor specifikke genetiske test endnu ikke er

tilgængelige, kan bærere af de træk stadig identificeres

gennem blodprøve for von Willebrand faktor. Disse hunde

har reduceret vWF (25 til 60 per cent), men har ikke

blødning problemer.Niveauet varierer med alderen og

mellem racer.Når en blødning lidelse er blevet

identificeret, rådes opdrættere til at teste avlsdyr bestand.

Hunde med von Willebrand's sygdom bør kun parres med

fri avlsdyr eller ikke ind gå i avl.



von Willebrand (vWD)

 

What is von Willebrand's disease?

Von Willebrand's disease (vWD) is a common, usually mild, inherited bleeding disorder in people and in dogs. It is caused by a lack of von Willebrand factor (vWF), which plays an essential role in the blood clotting process.

Normally the body responds to an injury causing bleeding through a complex defence system. This consists of local changes in the damaged blood vessels, activation of blood cells called platelets, and the coagulation process. A reduction in von Willebrand factor leads to abnormal platelet function and prolonged bleeding times. Affected dogs are prone to bleeding episodes such as nose bleeds, and generally experience increased bleeding with trauma or a surgical procedure.

Three forms of the disease are distinguished based on vWF concentration and function. Dogs with Type I vWD (by far the most common) have mild to moderate bleeding abnormalities, depending on the level of vWF. The much rarer types II and III vWD cause severe bleeding disorders.

How is von Willebrand's disease inherited?

The most common form (Type I vWD) is thought to be an autosomal trait with incomplete dominance. This means offspring may inherit the disorder if either parent carries the gene, but not all offspring will be affected to the same extent. Dogs with type I disease have reduced but measurable levels of Von Willebrand factor (1 to 60 per cent). Animals that inherit the gene for type I vWD from both parents (homozygotes) die before birth or shortly thereafter.

Type III vWD is relatively rare. This form is autosomal recessive. Animals are only affected if they inherit the abnormal gene from both parents, who are clinically unaffected carriers. Affected dogs have zero levels of vWF, while carrier parents have 15 to 60 per cent of normal levels.

Type II vWD is very rare. It is an autosomal recessive trait.

Bleeding abnormalities are severe in dogs with Types II and III von Willebrand's disease.

What breeds are affected by von Willebrand's disease?

Type I vWD: This is by far the most common form. The gene for the condition is widespread in the Doberman pinscher population, and is also relatively common in the Scottish terrier and Shetland sheep dog. There is an increased risk of the disorder in the Golden retriever, standard and miniature poodle, Welsh Pembroke corgi, miniature Schnauzer, basset hound, German shepherd, Rottweilers, Manchester terrier, Keeshond, and standard and miniature dachshund. This disease occurs in most other breeds and in mixed-breed dogs as well.

Type III vWD: rare, occurs in the Scottish terrier, Shetland sheepdog, and very sporadically, in the Chesapeake Bay retriever

Type II: extremely rare, German short-haired pointer

For many breeds and many disorders, the studies to determine the mode of inheritance or the frequency in the breed have not been carried out, or are inconclusive. We have listed breeds for which there is a general consensus among those investigating in this field and among veterinary practitioners, that the condition is significant in this breed.

What does von Willebrand's disease mean to your dog & you?

Although many dogs are affected by vWD, only a small proportion have severe problems. Dogs with vWD are prone to nose bleeds, bleeding from the gums, and prolonged bleeding during heat or after whelping. There may be prolonged bleeding from the umbilical cord at birth or when your pup sheds its baby teeth. Excessive bleeding after surgery or trauma is common, and may be the first sign of this condition in your dog. You may see blood in your dog's urine or stool.

Most dogs with vWD can lead normal lives, with occasional bleeding episodes that may go unnoticed or can be treated appropriately. Other illnesses, or physical or emotional stress may worsen bleeding episodes. In affected dogs, it is best to consult your veterinarian before using any over-the-counter medications. Drugs such as aspirin for example, alter the function of platelets, and should be avoided in dogs with bleeding disorders.

How is von Willebrand's disease diagnosed?

Because the severity of bleeding with von Willebrand's disease is quite variable, often the disease is not diagnosed until the dog is 3 to 5 years old. Your veterinarian may suspect vWD because of a history of abnormal bleeding in your dog, such as unexplained nosebleeds, or there may be heavy bleeding during surgery. Stillbirths or pups that die shortly after birth ("fading puppies'') may be a result of both parents being carriers of the gene for von Willebrand's disease.

There are specialized tests available to make the diagnosis of von Willebrand's disease. One is a genetic test and the other measures blood levels of von Willebrand factor.

FOR THE VETERINARIAN:

Mucosal bleeding time is the best screening test for a potential defect in platelet function, and is prolonged in dogs with a deficiency in vWF. However the test is non-specific for vWD because it is also prolonged in dogs with thrombocytopenia or functional platelet defects. (Bleeding times are normal in animals with warfarin toxicity, hemophilia A or B, or a deficiency of Factor VII.)

Specific diagnosis of vWD requires either genetic testing in those breeds in which it is available, or vWF measurement. The genetic test is performed by submitting a sample (such as a mucosal scraping) to a genetic testing laboratory. The results are reliable at any age. Measurement of vWF:Ag levels is done by electroimmunoassay or enzyme-linked immunoabsorbent assay (ELISA). Samples for testing must be submitted to the diagnostic laboratory very fresh in a citrate tube (within 1 to 2 hours of collection). Where this isn't possible, the blood sample should be separated immediately after collection and the plasma submitted frozen. It is best to check with your diagnostic laboratory for shipping instructions. VWF levels vary between breeds and with respect to age.

Because of the possible link with hypothyroidism, thyroid status should be evaluated.

How is von Willebrand´s disease treated?

This condition cannot be cured but it can be managed. Your veterinarian will discuss this with you when the diagnosis is made.

You will likely be able to control mild bleeding yourself by applying prolonged pressure. In other circumstances, veterinary care such as cautery or sutures may be required. Severe bleeding episodes are treated by administering a source of von Willebrand factor through a transfusion. If your dog requires surgery, your veterinarian may recommend a transfusion pre-operatively as a precaution, depending on the severity of the bleeding disorder, and the type of surgery.

Thyroid supplements may help to control bleeding, if your veterinarian determines that your dog is hypothyroid.

FOR THE VETERINARIAN:

Exogenous vWF may be supplied through administration of fresh whole blood, fresh or fresh-frozen plasma, or cryoprecipitate (treatment of choice).

Where possible, avoid the use of drugs that have been known to cause thrombocytopenia or otherwise affect platelets. Such drugs include NSAIDs (aspirin, phenylbutazone, ibuprofen, indomethacin), some antibiotics (penicillin, sulfonamides, ampicillin, chloramphenical), antihistamines, phenothiazines, theophylline,heparin, and estrogen.

Some studies have shown that thyroid supplementation in euthyroid dogs can reduce bleeding, but other studies have contradicted this.

Genetic counselling

The trait for von Willebrand's disease is widespread, particularly in Doberman pinschers but also in several other breeds. An accurate genetic test has been developed for the Doberman pinscher, Scottish terrier, Shetland sheepdog, Manchester terrier, poodle, and Pembroke Welsh corgi. Testing can reliably identify dogs with vWD, dogs that are carriers, or dogs that are clear (see reference below for information on testing).

In breeds where specific genetic tests are not yet available, carriers of the trait can still be identified through the blood test for von Willebrand factor. These dogs have reduced levels of vWF (25 to 60 per cent) but do not have bleeding problems. Levels vary with age and between breeds. Where a bleeding disorder has been identified, breeders are advised to test breeding stock. Dogs with von Willebrand's disease and those who are carriers should not be used for breeding.